Menu

Redigering af dine billeder

Folk er ofte bekymrede, hvis der pludselig dukker en uvelkommen bums op dagen før et fotoshoot. Men den kan jeg altså ikke se, svarer jeg altid.

Bumser redigerer jeg nemlig altid væk. Som udgangspunkt redigerer jeg alle de ting væk, som normalt ville forsvinde inden for en uges tid. Det kan være en bums, en lille skramme eller lignende.

Det er bedst, hvis du ikke forsøger at dække området til med et tykt lag makeup. Det bliver meget pænere i redigeringen, hvis hudens struktur stadig kan ses, så bare et tyndt lag makeup over som du ellers ville gøre, så skal jeg nok tage mig af resten, når jeg redigerer billederne til dig. Har du andre småting du ønsker redigeret, så vær åben omkring det, så vi kan tage en snak om det er realistisk.

Det er ingen hemmelighed, at man kan redigere og gøre stort set alt i Photoshop og med de nye AI værktøjer der er kommet, men hvis ønsker at blive redigeret 25 kilo lettere og ride på en enhjørning, så skal du nok finde en anden fotograf 🙂

Jeg går meget ind for, at man skal kunne genkende sig selv, som man ser ud på en rigtig god dag, hvor man ser frisk ud og viser den bedste version af sig selv – og den er altid uden bumser!